URBANblog

Arkiv for 'Nydanskere' Kategorien

Må vi have lov at være her?

Tuesday, 03.02.2009.

Tilsyneladende ikke!

Socialrådmand og venstres borgmesterkandidat i Århus Gert Bjerregård mener, at der skal væltes 6 boligblokke i Gellerup og Toveshøj…

Begrundelsen? Vi skal ligne resten af Århus!!! Og se det er jo hørt før… :-(

Vintermorgensol

Der skal en udtyndig til, har jeg hørt ham sige på offentlige møder.

Udtynding? Det er da ikke sådan noget, man gør med mennesker - er det? Men hvad. Vi spreder jo også tosporgede elever, og det er vist sådan noget, man gør med kvæg?

Mage til respektløshed! Forestil jer, at nogen foreslog, at der skulle sættes en bulldozer på Gert Bjerregaards hjem for så at tvangsforflytte ham til Gellerup!

Det mest uhyggelige er dog, er der er stemmer i det…

NB: Gert Bjerregaard siger dog, at ingen skal tvinges til at flytte.
Så er det jo ikke muligt! Altså er det enten varm luft eller lodret løgn!

Butterfly Award er landet på min blog :-) Tak Lars!

Sunday, 01.02.2009.

beautiful_butterfly_award.png

Onsdag aften havde jeg besøg af tre skønne kvinder – alle etnisk danske, alle meget fordomsfri og åbne og alle uvante med at komme her i Gellerup…

”Skal jeg låse døren”, spurgte en af gæsterne, da vi stod i entreen, og hun lige var kommet. ”Nej det behøver du ikke”, svarede jeg. ”Jeg glemmer tit at gøre det om natten”. ”Om natten?”, udbrød hun overrasket. ”Ja”, sagde jeg, ”faktisk er det sket et par gange både her og i min gamle lejlighed, at jeg har fundet døren stående åben om morgenen, fordi jeg aftenen før har glemt at lukke den i en situation, hvor jeg er kommet hjem med armene fulde af bæreposer og har været så udmattet, at jeg bare har smidt mig på sofaen”. ”Jamen…” Jamen!”

”Hvor er her fredeligt” udbrød en anden af gæsterne i løbet af aftenen. Og det er ganske rigtigt. Sådan er det oftest.
”Ja, det er jo ikke lige det indtryk man får i medierne”, sagde så en af de andre så.
Nøøøhhh… Det kan man godt sige.

Da aftenen var omme, var en gæsterne noget ængstelig for, om det nu også kunne gå at bevæge sig ud gennem området for at tage bussen hjem - og overraskende var det, at jeg kunne meddele, at det statistisk set er langt farligere at færdes omkring banegården.

Da jeg så i tillæg til det kunne berette, at min ene bildør ikke har kunnet låses i langt over et år, at jeg intet har fået stjålet og at den endnu er i god behold, blev overraskelsen ikke mindre.

Tak!
Oplevelser og samtaler som disse er helt almindelige – og bl.a. derfor, er jeg meget, meget glad for at Lars Jacobsen har ladet ”Butterfly Award” flyve videre til min blog!

Uden at have taget mine 6000 naboer til indtægt, vil jeg tillade mig at takke på vores allesammens vegne! Netop nu i skrivende stund befolkes gangstien udenfor mit vindue af kvinder, børn og mænd, som slentrer af sted i solskinnet iført indkøbsposer, klapvogne, huer, handsker, tørklæder, smukke frisurer, lange frakker og korte nederdele.

Sommetider bliver jeg i tvivl om, hvorvidt journalister og højreekstremistiske bloggere overhovedet har skænket det en tanke, at det er mennesker, de taler om? Og ikke mindst, hvad deres skriverier gør ved disse mennesker - af kød og blod?

Mediernes indflydelse
Ét er det fuldstændigt indlysende, at en oftest ensidig negativ og massiv medieomtale fører til, at det helt store flertal af danskere får en opfattelse af mit boligområde og vi der bor her, som er ude at trit med virkeligheden – og at dette skaber frygt og vrede og graver grøfter.

unge_g_r_med_knive_325450d.jpg

Det, jeg har set på min gamle blog på Stiften og hører fra venner og familie er uden tvivl kun toppen af isbjerget…

Noget andet og langt mere overset er, hvad denne omtale gør ved de mennesker, som bor her. Også i denne lejr skaber den frygt, vrede og afstand…

Forestil dig, at du er en lokal ildsjæl, som netop har været ude at trave i området som natteravn, fordi du holder af det sted du bor og dine naboer der, og fordi du ikke ønsker, at de få skal ødelægge det for de mange. Og forestil dig så, at du dagen efter kan læse i JP´s lederspalter, at Gellerup er muslimsk domineret område, og at flertallets normer derfor er vold, hærværk og stenkast!

unge-for-unge.jpg

Forestil dig, at du er en ung mor, som triller hen ad en gangsti med en barnevogn, og at den kvinde eller mand, som nu kommer imod dig, har vrede og afsky malet i ansigt og kropssprog – han eller hun er nemlig blevet belært om, at dit hovedtørklæde signaler, at du opfatter ham eller hende som vantro, beskidt og mindreværdig!

Forestil dig, at du 12 - 14 år gammel og usikker på din identitet som alle andre på din alder, lige er startet på en ny skole. Dine ”kammerater” vender ryggen til dig eller nærmer sig dig med forsigtighed, usikkerhed og forbehold. Et er, at du er bumset, mørkhåret og brunøjet, et andet er, at du sandsynligvis er kriminel eller potentiel kriminel, hvis du er en dreng.

drenge-06-10-2007.jpg

Og er du en pige, er du med garanti undertrykt og sær!

unger-pa-dortesvej-web.JPG

Og forestil dig så, at du er en 17 år gammel knægt, der er på vej hjem fra et slag bordfodbold sammen med en 2 – 3 kammerater, og at du nu møder en af mine tolerante og åbensindede gæster.

Hendes mimik, hendes kropssprog og den rute, hun vælger signalerer en ifølge medierne velbegrundet frygt, hvilket betyder:

”Du er en skidt en! Ellers ville jeg jo ikke have grund til at være bange for dig! Skam dig!”

Hvad skal det til?
For begge parter kræver det mere end almindelig stor indsigt og mere end almindelig stor menneskelig styrke at sætte sig ud over disse mekanismer.

Mit håb er, at små dagligdags indblik og refleksioner kan være med til at nuancere billedet. Derfor blogger jeg! Og derfor fortsætter jeg, selvom jeg kun har begrænset tid og kræfter… Alle kan gøre lidt, jeg bliver nødt til at gøre NOGET, og dette er så mit beskedne bidrag.

Af hjertet tak Lars!

Jeg er blevet kaldt landsforæder, stæreblind hallalhippie, farlig for demokratiet, sat i bås med værnemagere og meget andet - og nu har jeg sgu fået en sommerfugl! :-)

Og som det er meningen, sender jeg den videre, når jeg er klar :-)

Verden i farver - Kvinder i udvikling

Wednesday, 10.12.2008.

I søndags var jeg noget overmodig og bevægede mig over i Bazar Vest i den tro, at jeg lige skulle foretage mig et par lynindkøb. Flot Pia. Det var dagen før den Eid/Bayram, der markerer afslutningen på pilgrimsrejsen, så stemning og menneskemylder mindede mig påfaldende meget om Bilka d. 23. december… :-D

Midt i kaos og som så ofte før bemærkede jeg dog og glædede mig over de mange skønne kvinder, og den dag var det især de somaliske jeg lagde mærke til.

Det blev kysset og krammet, grinet og snakket. Og hvor ser de dog forskellige ud:

Nogen bærer de traditionelle blå/grå/brune dragter, hvor kun ansigtet er frit, nogen går med kropsnært tøj, andre med løsthængende, nogen og især de unge kombinerer det traditionelt afrikanske med det vestligt inspirerede, og mange iklæder sig de mest fantastiske farvestrålende og mønstrede kjoler med smukke kunstfærdigt bundne tørklæder omkring håret. Den dag var der såmænd en helt uden, og jeg kom til at tænke på den unge somaliske kvinde i min gamle opgang, som gik med strikhue hele sidste vinter.

Jeg elsker mangfoldigheden her i Gellerup, hvor virkeligheden er så uendelig fjern fra de stereotype skræmmebilleder, vi får serveret i rigt mål.

df-burka.jpg

Verden er i farver og kvinderne omkring mig er i udvikling. Og sådan er det også på Nørrebro, hvor kultursociolog Connie Carøe Christiansen deltager i et feltarbejde, skriver DR i dag.

Vist. Kultur, traditioner og de mennesker, som skaber dem, ER ikke statiske størrelser. Udvikling har det med at komme af sig selv.

Og hvis vi forholder os anerkendende, nysgerrigt og undersøgende og er tydelige med vores egne værdier hver især,kan vi være med til at fremme den.
Den eneste risiko er, at også vi lader os påvirke ;-)

gellerup-blomstrer.jpg

Jeg håber bare ikke, at vi kommer til at ligne hinanden alt for meget
– for hvor skal jeg så flytte hen?

Svar fra JP

Sunday, 30.11.2008.

Så har jeg fået svar fra JP vedr. mit indlæg fra i forgårs.

Af svaret fremgår det som ventet, at læserkommentarerne ikke er et udtryk for avisens holdninger, og at kommentarerne tjekkes løbende og fjernes, hvis de ikke er i tråd med retningslinierne, som så også listes.

Lederartiklen nævnes ikke, og jeg opfordres til igen at melde tilbage, hvis jeg oplever noget lignende.

Hertil har jeg svaret:

Kære …

Tak for dit svar.
Jeg har med glæde bemærket, at I nu har fjernet tre af de omtalte kommentarer.

Som det fremgår af mit indlæg er jeg bekendt med, at kommentarerne er læserkommentarer, ligesom jeg nævner, at de ikke er i tråd med avisens regler for samme.

Jeg undrer mig dog fortsat over, at holdninger gående på at muslimer skal fjernes, at de forpester Danmark og at den dag kommer, hvor de skal nedkæmpes, får lov at stå på en debatside i op imod to døgn.

Endvidere er hovedpointen i mit indlæg, at ledere som den nævnte, der indeholder direkte fejlagtige informationer og på det groveste miskrediterer og fordømmer flertallet af mine små 6000 naboer, er med til at fremme disse holdninger.

Den slags er ikke alene en trussel mod sammenhængskraften i Danmark. Det trækker dybe menneskelige spor af smerte hos de børn, som jeg dagligt omgås. Se f.eks. indlægget her.

Jeg mener derfor fortsat, at det vil være passende, at de nævnte debattører bliver bannet fra siden (eller i det mindste får en advarsel, hvad jeg jo ikke er vidende om, om de har fået) og at avisen bringer en dementi af informationerne i lederen samt en uforbeholden undskyldning til beboerne i Gellerupparken.

Sidstnævnte formoder jeg dog ikke er dit ansvarsområde, så lad det blot være en opfordring til dig som journalist til at bruge et par minutter på at kontakte en folkevalgt, hvis der igen opstår et behov for at tage pulsen på “flertallets normer” i mit nabolag.

Jeg vil tillade mig at poste mit svar til dig på min blog.

Bedste hilsner

Pia Bjerre Christensen

Nu skal udlændingene testes!

Monday, 24.11.2008.

I Århus. Overskriften henviser i al sin enkelhed til, at en af de piger, som jeg var sammen med i går, fortalte, at hun og alle andre udlændinge på hendes skole og i resten af kommunen for tiden deltager i en række tests. Det siger hendes lærer selv…

Jeg blev noget overrasket over, at HUN skulle deltage i de test!?? De er jo for udlændinge… Og hun er altså født i Danmark og er dansk statsborger…

Lad blot dette være en opfordring til, at ikke mindst de, der underviser i sprog, udviser netop sproglig opmærksomhed - ordet skaber det, det nævner!

Hadefuldt løgn og bedrag

Sunday, 23.11.2008.

Det hænder, at jeg begår den dumhed at læse et indlæg på en af de højreekstremistiske islamofobiske blogs. Og det ER en dumhed. Jeg får det lige dårligt hver gang.

Mens et par af mine venners børn lå godt gemt under tæpper på sofaen og så TV her i formiddags, sad jeg her ved PC´en og lavede en søgning på mit boligområde.

Endnu engang kunne jeg se mine naboer, bekendte, familiemedlemmer og nogle af mine nærmeste venner omtalt som værende notorisk voldelige og terrorister pr. definition. De er umennesker. Alene pga. deres religion.

Jeg begynder bogstaveligt talt at ryste og får kvalme. Det er modbydeligt. Der er fare for, at had, løgn og bedrag langsomt sniger sig ind under huden på os og får magt.

Så jeg råber igen: Det er mennesker, vi taler om. MENNESKER!

I skrivende stund går de to piger rundt i mit køkken og gør den kage klar, som vi lige har bagt. Jeg kunne aldrig i livet drømme om at fortælle dem, hvad folk dog skriver. Det er slemt nok i forvejen… De mærker jo frygten, fordommene og sågar hadet, der hvor de kommer.
Den slags afslører sig i direkte fjendtlige ytringer, men også ved tavshed, i kropssproget, blikket og tonefaldet.

Så hav det venligst lige in mente, hvis du en dag møder en, som har en arrogant attitude eller støder på ord som integrationsvægring eller ghettomentalitet.

For god ordens skyld gør jeg lige til slut opmærksom på, at vi også har røde næser pga. kulden er i Gellerup. Det er sådan helt almindeligt menneskeligt…

Fotos fra i dag:

gellerup1.jpg

Vi spiller fodbold herude…

gellerup-indkoeb.jpg

Vi spiser og vi køber ind…

gellerup-morgenhygge.jpg

Vi sover og vi vågner igen…

NB: Jeg linker ikke. Hadefuldt crap på Hodja, Uriasposten, Universalgeni m.v. får ingen henvisning herfra i dag.

Og nu vil jeg gå ud og spise kage og drikke varm kakao!

Uhensigtsmæssige handlinger kan ikke accepteres, men!

Saturday, 15.11.2008.

Jeg lever endnu! Sådan da… Blot har jeg haft alt for meget om ørerne og ingen tid til min blog :-(

I stedet poster jeg her et indlæg af Ahmet Demir, som er aktuelt i forbindelse med begivenhederne i mit lokalområde og Karen Jespersens fremturen vedr. afstraffelse af forældre, som er i afmagt overfor deres børn og unge.

Lige om lidt drager jeg på kursus, så jeg får desværre ikke tid til at kommentere. God læselyst!

Bragt i Dknyt (23/10/08)
Af Ahmet Demir

Forleden var vi vidner til, at 12-14-årige børn satte ild til en børneinstitution i Gellerup ved Århus.

Det tager jeg selvfølgelig stærk afstand fra, men … der er mange forklaringer på, hvorfor børn begår så grove handlinger. Jeg kender ikke de fire involverede, men ud fra mange års arbejde med marginaliserede børn vil jeg fastholde, at ingen forældre, jeg har mødt, har været stolte af deres børns uhensigtsmæssige adfærd.

Forældrene ved ikke, hvad de skal gøre. De gemmer sig, har det ad helvede til og ved ikke, hvad de skal sige til myndighederne. Skal forældrene så lades i fred, og vi andre på overarbejde? Nej, på ingen måde! Forældrene føler måske afmagt, men vil egentlig gerne tage ansvar, og de ønsker velfungerende børn.

Nogle forældre har imidlertid svært ved at magte deres børn og unge, og de føler det som en stor skam. Derfor kan de ikke få sig selv til fx at bede de sociale myndigheder om den nødvendige hjælp.

Kollektiv afstraffelse
I forbindelse med de fire børns handlinger har den lokale boligforening og myndighedspersoner udvist umenneskelige reaktioner over for de fire børns familier. Boligselskabet vil arbejde på at smide familierne ud, og myndighederne vil fx stoppe økonomiske ydelser.

Jeg respekterer synspunkterne, men er ikke enig. Nogle forældre magter ikke at tage det fulde ansvar for deres børns udvikling; måske fordi de slås med sociale, kulturelle, psykiske eller økonomiske problemer. De offentlige udmeldinger signalerer endnu en gang, at forældrene er uduelige, og hvis nogen tror, uduelighedsfølelse hjælper forældrene, tager de efter min mening grundigt fejl.

De fire børn kan have både store og små søskende. Forestil jer, at familien bliver sat på gaden. Hvad gør det ved familiens yngste? Med vores reaktion skaber vi dårlige vilkår for de små og hælder benzin på bålet i forhold til de store søskende. De opfatter, at samfundet er imod dem, og pga. den kollektive straf vil nogen af de store søskende muligvis vende samfundet ryggen.

Ønsker vi det? Ikke jeg! Jeg ønsker, at forældre, professionelle og frivillige i lokalområdet går sammen om forebyggende arbejde.

Hvordan forebygges skræmmende handlinger?
Tiden er ikke til flere udmeldinger i det offentlige rum. Jeg opfordrer forældre, myndigheder og boligafdelinger til snarest at gå i dialog og arbejde på at finde løsninger på følgende:

  • Hvilke behov skal forældrene have dækket, før de kan tage forældreansvar? Jeg har gode erfaringer med, at jeg sammen med de sociale myndigheder finder konkrete tilbud til forældrene, fx oplysning om risikoen for deres børn. Forældrene skal indse, at de må udvikle nye kompetencer for at støtte deres børn og skabe bedre livsvilkår. De sociale myndigheder kan hjælpe forældrene med udviklingen. Dette bør gøres målrettet og fremadrettet!
  • Professionelle med daglig kontakt til børn, unge og familier skal konstant trænes med supervision og efteruddannelse, fx med henblik på at reagere på signaler og i samarbejde med forældrene udvikle effektive pædagogiske metoder.
  • Den lokale boligforening skal bidrage aktivt til løsninger i lokalmiljøet. Fx kunne lokale beboere udføre gadearbejde i samarbejde med professionelle, hvor de professionelle har det overordnede ansvar, og de lokale en sekundær funktion. Jeg har god erfaring med den slags samarbejde.

Vi skal selvfølgelig reagere på uhensigtsmæssig adfærd, men vi skal ikke straffe familierne. Jeg er tilhænger af humane holdninger og handlinger, hvor man tror på og finder det positive ved familien, så et intensivt samarbejde mellem forældre og professionelle minimerer børnenes grove handlinger.

Det grundlæggende problem er efter min mening beboersammensætningen. Jeg er ikke tilhænger af, at familier med dårlig social og økonomisk baggrund eller kulturelle problematikker bor i samme område, så jeg ville ønske, der blev arbejdet på at skabe attraktive boligtilbud i andre områder end for eksempel Gellerup.

Her kan læses flere af Ahmets artikler og indlæg

Kulturmøde

Tuesday, 30.09.2008.

kulturmoede.jpg 

I mellemøsten er der ikke tradition for at fejre fødselsdag…

* BAH BUH * BAH BUH * BAH BUH *

Saturday, 20.09.2008.

Øjebliksreportage fra et kriminalitetshærget parallelsamfund hvor bomber og mordtrusler fyger om ørerne:

Solen skinner over Parken, og jeg sidder alt for meget på computeren, som nogle af ungerne siger. Så jeg kaster mig ud i det. Det er farligt. Det er jeg sikker på, for det skriver de selv i avisen! Men jeg SKAL altså ud nu…

Jeg griber min jakke og bevæger mig ned ad trappen. Næppe er jeg kommet udenfor døren, før jeg bliver overfaldet af en flok mindreårige koransoldater. Men nu sker der noget mærkeligt:

“Hvordan går det med din ryg”, spørger de. Det må være en fælde, tænker jeg, så jeg spørger, hvad de mener med det. “Hvorfor har du ikke de der stokke med?” Endnu mere mærkeligt! De kan kende mig og ved, at jeg plejer at gå stavgang. Jeg svarer, at jeg bare lige skal i City Vest og skynder mig videre.

Nu bliver det vildt! De kører stærkt herude - nærmest som om de har stjålet det hele, og det er på ret avancerede køretøjer: Løbehjul, to- og trehjulede cykler, skateboards, rulleskøjter og løbehjul.

Nu løber jeg næsten, så jeg når kun flygtigt at se nogle flere bøller, der spiller fodbold, sjipper, gynger, rutcher og hinker.

Jeg er ret forpustet, da jeg drejer ned ad stien mod indkøbscentret. Her er der endnu flere banditter, men til min store lettelse får jeg også øje på en politibil ude på vejen. Jeg undrer mig over, at jeg ikke kan se hverken knipler eller våben? Og hvorfor TALER DE med børnene? De er jo stimlet sammen om bilen de møgunger! Ser det ikke også ud som om de smiler?

Men nu sætter de sig ind i bilen og kører. Sirenen lyder et kort øjeblik, og NU ved jeg endelig, at det ER farligt. Eller?

Dybt og inderligt skuffet over, at mediernes billede af mit kvarter igen viser sig falde fuldstændigt fra hinanden efter et kort øjeblik ude i virkeligheden, må jeg sammen med noget der vel ligner 15 - 20 unger bryde ud i høj og hjertelig latter, da den ene betjent griber mikrofonen og ud af bilens højtaler råber: “BAH BUH - BAH BUH - BAH BUH”!

Sådan er Gellerup også. På en lørdag i september.

PS: Jo, de kører også på scotere, og det hamrende træls! Jo, vi har også problemer, men det er sgu stort set kun det, der bliver skrevet om… DERFOR!

Så er man da noget…

Wednesday, 17.09.2008.

Hvis ikke jeg hører til i min familie, hvis mine forældre skammer sig over mig, fordi jeg ikke kan indfri deres forventninger til mig, hvis de ikke ser, hører og forstår mig, og hvis jeg ikke kan bruge dem som rollemodeller…

Hvis ikke jeg hører til i skolen, men som så mange andre har måttet opgive allerede på mellemtrinnet og måske allerede i indskolingen, og nu sidder time efter time og føler mig dum og uduelig og ofte ikke forstår en brik af, hvad der foregår…

Hvis ikke jeg hører til i klubben, hvor jeg som i skolen for længst er dømt som ballademager og forventes at opføre mig som en sådan…

Hvis ikke jeg hører til i lokalsamfundet, hvor jeg nu er stemplet som en rod, der ødelægger det hele og ikke mindst omdømmet for alle de andre…

Hvis ikke jeg hører til i det religiøse fællesskab, fordi jeg er en dårlig muslim…

Hvis ikke jeg hører til på en arbejdsplads i et samfund, hvor 80 % af arbejdsgiverne i større eller mindre grad tager etnisk tilhørsforhold i betragtning, når praktikpladser skal besættes…

Hvis ikke jeg hører til i mit fædreland men er dømt som født forkert pga. min hudfarve, hårfarve, øjenfarve, etniske, religiøse og kulturelle baggrund…

HVEM ER JEG SÅ?

Intet menneske kan udholde at være udstødt, ingen kan udholde at være forkert, og smerten ved at være utålelig kan blive så overvældende, at man tager sit eget liv.

Men nogen vender det udad, og på gaden er jeg noget! Det giver status at være ”sej”, og det giver sammenhold og identitet at stå sammen mod ”de andre”.

”Fuck the world” er et af de slogans, HA´erne bruger i rekrutteringen til deres støttegrupper. Det virker!

”Fuck Bazar Vest, fuck Gellerupbadet, fuck politiet, fuck Danmark”! Det virker også!

Og i går kastede de så igen med sten… (her).