Med inspiration fra Gellerup

Tilsyneladende ikke!

Socialrådmand og venstres borgmesterkandidat i Århus Gert Bjerregård mener, at der skal væltes 6 boligblokke i Gellerup og Toveshøj…

Begrundelsen? Vi skal ligne resten af Århus!!! Og se det er jo hørt før…

Der skal en udtyndig til, har jeg hørt ham sige på offentlige møder.

Udtynding? Det er da ikke sådan noget, man gør med mennesker - er det? Men hvad. Vi spreder jo også tosporgede elever, og det er vist sådan noget, man gør med kvæg?

Mage til respektløshed! Forestil jer, at nogen foreslog, at der skulle sættes en bulldozer på Gert Bjerregaards hjem for så at tvangsforflytte ham til Gellerup!

Det mest uhyggelige er dog, er der er stemmer i det…

NB: Gert Bjerregaard siger dog, at ingen skal tvinges til at flytte.
Så er det jo ikke muligt! Altså er det enten varm luft eller lodret løgn!

Lars Jacobsen tildelte i lørdags min blog ”vandrepokalen” Butterfly Award. Det er jeg fortsat meget taknemmelig for, og det er blevet tid at lade den flyve videre. ”Pokalen” skal videregives til en blog/blogger, som har gjort et ganske særligt indtryk, og det er der flere, der gør, både på Urban, Nationen og andetsteds.

I sidste ende var valget dog enkelt, og det er faldet på to, der begge på hver deres måde gør en meget stor forskel:

Igen og igen advokerer de modigt og vedholdende for udstødte, marginaliserede og stigmatiserede grupper både her i Danmark og ude i verden.
Med både hjerne og hjerte insisterer de igen og igen på respektfuld sameksistens og på menneskets lige værd og lige rettigheder – uanset køn, nationalitet, social status, etnicitet og tro.

For bare 8 år siden var trusler pga. læserbrevsskriverier en forsidehistorie og en leder værd i Vejle Amts Folkeblad – I dagens Danmark er den slags blevet rystende almindeligt, og med ytring af humanistiske synspunkter følger tørre (verbale) tæsk.

Således er heller ingen af de to gået ram forbi. Men med mod, mands- og kvindehjerte fortsætter de ufortrødent – og det i en saglig og sober tone, endda ofte med humor som våben!

Prisen gives derfor til:

Amila Jasarevic (Amila Bosnae) som blogger på både dansk og engelsk og

Kristian Larsen (Ydmyghed) som blogger på Urban.

Jeg er ikke altid enig med de to, ligesom jeg heller ikke har indtryk af, at de altid er enige med hinanden. Det er således heller ikke tilfældigt, at jeg har valgt hhv. en kvinde og en mand, en muslim og en kristen, en socialist og en borgerlig.

I jeres måde at gå til diskussionerne på, demonstrerer I det, I står for!

Kristian udmærker sig endvidere ved sin store sans for analogier, og han er et levende eksempel i Cyberspace på det, jeg også oplever IRL i mit nabolag: Et menneske, der hviler i sig selv og sin tro, har overskud og rummelighed til at favne ”det anderledes”.

Amila udmærker sig med din bosniske baggrund ved at være en sand sproglig perle: 5-sproget lingvist med en pen så skarp, at de fleste med dansk som modersmål må stå på tæer for at følge med, og kun de færreste kan. En gevinst for Danmark. Højrefløjsbloggere: Gå hjem og læg jer!

Først fordømmer, stigmatiserer og udstøder vi vores nye medborgere. Så håner vi dem for at være i en offerrolle.

Amila accepterer ingen af delene: Hun er sgu sin egen!

Tak til jer begge. Vi har brug for jer!

Ydmyghed

Amila Bosnae - dansk

Amila Bosnae - engelsk

Onsdag aften havde jeg besøg af tre skønne kvinder – alle etnisk danske, alle meget fordomsfri og åbne og alle uvante med at komme her i Gellerup…

”Skal jeg låse døren”, spurgte en af gæsterne, da vi stod i entreen, og hun lige var kommet. ”Nej det behøver du ikke”, svarede jeg. ”Jeg glemmer tit at gøre det om natten”. ”Om natten?”, udbrød hun overrasket. ”Ja”, sagde jeg, ”faktisk er det sket et par gange både her og i min gamle lejlighed, at jeg har fundet døren stående åben om morgenen, fordi jeg aftenen før har glemt at lukke den i en situation, hvor jeg er kommet hjem med armene fulde af bæreposer og har været så udmattet, at jeg bare har smidt mig på sofaen”. ”Jamen…” Jamen!”

”Hvor er her fredeligt” udbrød en anden af gæsterne i løbet af aftenen. Og det er ganske rigtigt. Sådan er det oftest.
”Ja, det er jo ikke lige det indtryk man får i medierne”, sagde så en af de andre så.
Nøøøhhh… Det kan man godt sige.

Da aftenen var omme, var en gæsterne noget ængstelig for, om det nu også kunne gå at bevæge sig ud gennem området for at tage bussen hjem - og overraskende var det, at jeg kunne meddele, at det statistisk set er langt farligere at færdes omkring banegården.

Da jeg så i tillæg til det kunne berette, at min ene bildør ikke har kunnet låses i langt over et år, at jeg intet har fået stjålet og at den endnu er i god behold, blev overraskelsen ikke mindre.

Tak!
Oplevelser og samtaler som disse er helt almindelige – og bl.a. derfor, er jeg meget, meget glad for at Lars Jacobsen har ladet ”Butterfly Award” flyve videre til min blog!

Uden at have taget mine 6000 naboer til indtægt, vil jeg tillade mig at takke på vores allesammens vegne! Netop nu i skrivende stund befolkes gangstien udenfor mit vindue af kvinder, børn og mænd, som slentrer af sted i solskinnet iført indkøbsposer, klapvogne, huer, handsker, tørklæder, smukke frisurer, lange frakker og korte nederdele.

Sommetider bliver jeg i tvivl om, hvorvidt journalister og højreekstremistiske bloggere overhovedet har skænket det en tanke, at det er mennesker, de taler om? Og ikke mindst, hvad deres skriverier gør ved disse mennesker - af kød og blod?

Mediernes indflydelse
Ét er det fuldstændigt indlysende, at en oftest ensidig negativ og massiv medieomtale fører til, at det helt store flertal af danskere får en opfattelse af mit boligområde og vi der bor her, som er ude at trit med virkeligheden – og at dette skaber frygt og vrede og graver grøfter.

Det, jeg har set på min gamle blog på Stiften og hører fra venner og familie er uden tvivl kun toppen af isbjerget…

Noget andet og langt mere overset er, hvad denne omtale gør ved de mennesker, som bor her. Også i denne lejr skaber den frygt, vrede og afstand…

Forestil dig, at du er en lokal ildsjæl, som netop har været ude at trave i området som natteravn, fordi du holder af det sted du bor og dine naboer der, og fordi du ikke ønsker, at de få skal ødelægge det for de mange. Og forestil dig så, at du dagen efter kan læse i JP´s lederspalter, at Gellerup er muslimsk domineret område, og at flertallets normer derfor er vold, hærværk og stenkast!

Forestil dig, at du er en ung mor, som triller hen ad en gangsti med en barnevogn, og at den kvinde eller mand, som nu kommer imod dig, har vrede og afsky malet i ansigt og kropssprog – han eller hun er nemlig blevet belært om, at dit hovedtørklæde signaler, at du opfatter ham eller hende som vantro, beskidt og mindreværdig!

Forestil dig, at du 12 - 14 år gammel og usikker på din identitet som alle andre på din alder, lige er startet på en ny skole. Dine ”kammerater” vender ryggen til dig eller nærmer sig dig med forsigtighed, usikkerhed og forbehold. Et er, at du er bumset, mørkhåret og brunøjet, et andet er, at du sandsynligvis er kriminel eller potentiel kriminel, hvis du er en dreng.

Og er du en pige, er du med garanti undertrykt og sær!

Og forestil dig så, at du er en 17 år gammel knægt, der er på vej hjem fra et slag bordfodbold sammen med en 2 – 3 kammerater, og at du nu møder en af mine tolerante og åbensindede gæster.

Hendes mimik, hendes kropssprog og den rute, hun vælger signalerer en ifølge medierne velbegrundet frygt, hvilket betyder:

”Du er en skidt en! Ellers ville jeg jo ikke have grund til at være bange for dig! Skam dig!”

Hvad skal det til?
For begge parter kræver det mere end almindelig stor indsigt og mere end almindelig stor menneskelig styrke at sætte sig ud over disse mekanismer.

Mit håb er, at små dagligdags indblik og refleksioner kan være med til at nuancere billedet. Derfor blogger jeg! Og derfor fortsætter jeg, selvom jeg kun har begrænset tid og kræfter… Alle kan gøre lidt, jeg bliver nødt til at gøre NOGET, og dette er så mit beskedne bidrag.

Af hjertet tak Lars!

Jeg er blevet kaldt landsforæder, stæreblind hallalhippie, farlig for demokratiet, sat i bås med værnemagere og meget andet - og nu har jeg sgu fået en sommerfugl!

Og som det er meningen, sender jeg den videre, når jeg er klar

En homoseksuel biskop, en muslimsk kvinde og tre rabbinere er blandt dem, der er inviteret og deltager med bøn i ceremonierne ved Obamas indsættelse.

Måske er der håb?

PS: Beklager, hvis nogen allerede har postet nyheden, og jeg er lidt for langsom her…

I søndags var jeg noget overmodig og bevægede mig over i Bazar Vest i den tro, at jeg lige skulle foretage mig et par lynindkøb. Flot Pia. Det var dagen før den Eid/Bayram, der markerer afslutningen på pilgrimsrejsen, så stemning og menneskemylder mindede mig påfaldende meget om Bilka d. 23. december…

Midt i kaos og som så ofte før bemærkede jeg dog og glædede mig over de mange skønne kvinder, og den dag var det især de somaliske jeg lagde mærke til.

Det blev kysset og krammet, grinet og snakket. Og hvor ser de dog forskellige ud:

Nogen bærer de traditionelle blå/grå/brune dragter, hvor kun ansigtet er frit, nogen går med kropsnært tøj, andre med løsthængende, nogen og især de unge kombinerer det traditionelt afrikanske med det vestligt inspirerede, og mange iklæder sig de mest fantastiske farvestrålende og mønstrede kjoler med smukke kunstfærdigt bundne tørklæder omkring håret. Den dag var der såmænd en helt uden, og jeg kom til at tænke på den unge somaliske kvinde i min gamle opgang, som gik med strikhue hele sidste vinter.

Jeg elsker mangfoldigheden her i Gellerup, hvor virkeligheden er så uendelig fjern fra de stereotype skræmmebilleder, vi får serveret i rigt mål.

Verden er i farver og kvinderne omkring mig er i udvikling. Og sådan er det også på Nørrebro, hvor kultursociolog Connie Carøe Christiansen deltager i et feltarbejde, skriver DR i dag.

Vist. Kultur, traditioner og de mennesker, som skaber dem, ER ikke statiske størrelser. Udvikling har det med at komme af sig selv.

Og hvis vi forholder os anerkendende, nysgerrigt og undersøgende og er tydelige med vores egne værdier hver især,kan vi være med til at fremme den.
Den eneste risiko er, at også vi lader os påvirke

Jeg håber bare ikke, at vi kommer til at ligne hinanden alt for meget
– for hvor skal jeg så flytte hen?

I Århus. Overskriften henviser i al sin enkelhed til, at en af de piger, som jeg var sammen med i går, fortalte, at hun og alle andre udlændinge på hendes skole og i resten af kommunen for tiden deltager i en række tests. Det siger hendes lærer selv…

Jeg blev noget overrasket over, at HUN skulle deltage i de test!?? De er jo for udlændinge… Og hun er altså født i Danmark og er dansk statsborger…

Lad blot dette være en opfordring til, at ikke mindst de, der underviser i sprog, udviser netop sproglig opmærksomhed - ordet skaber det, det nævner!

Det hænder, at jeg begår den dumhed at læse et indlæg på en af de højreekstremistiske islamofobiske blogs. Og det ER en dumhed. Jeg får det lige dårligt hver gang.

Mens et par af mine venners børn lå godt gemt under tæpper på sofaen og så TV her i formiddags, sad jeg her ved PC´en og lavede en søgning på mit boligområde.

Endnu engang kunne jeg se mine naboer, bekendte, familiemedlemmer og nogle af mine nærmeste venner omtalt som værende notorisk voldelige og terrorister pr. definition. De er umennesker. Alene pga. deres religion.

Jeg begynder bogstaveligt talt at ryste og får kvalme. Det er modbydeligt. Der er fare for, at had, løgn og bedrag langsomt sniger sig ind under huden på os og får magt.

Så jeg råber igen: Det er mennesker, vi taler om. MENNESKER!

I skrivende stund går de to piger rundt i mit køkken og gør den kage klar, som vi lige har bagt. Jeg kunne aldrig i livet drømme om at fortælle dem, hvad folk dog skriver. Det er slemt nok i forvejen… De mærker jo frygten, fordommene og sågar hadet, der hvor de kommer.
Den slags afslører sig i direkte fjendtlige ytringer, men også ved tavshed, i kropssproget, blikket og tonefaldet.

Så hav det venligst lige in mente, hvis du en dag møder en, som har en arrogant attitude eller støder på ord som integrationsvægring eller ghettomentalitet.

For god ordens skyld gør jeg lige til slut opmærksom på, at vi også har røde næser pga. kulden er i Gellerup. Det er sådan helt almindeligt menneskeligt…

Fotos fra i dag:

Vi spiller fodbold herude…

Vi spiser og vi køber ind…

Vi sover og vi vågner igen…

NB: Jeg linker ikke. Hadefuldt crap på Hodja, Uriasposten, Universalgeni m.v. får ingen henvisning herfra i dag.

Og nu vil jeg gå ud og spise kage og drikke varm kakao!

Det har været en af de der dage, hvor jeg har været træt af, at min piskesmældsskade forhindrer mig i at få det fra hånden, som jeg gerne vil

Men så kom min mestermaler mig heldigvis til undsætning

Hun er bare blevet rigtig god, og kan male træværk og kanter og det hele!

Men nu stopper vi for i dag, for jeg vil bevæge mig til ramadanmiddag i mit gamle nabolag… Ummm!

Vi er ikke født racister. Vi er født med et nysgerrigt og åbent sind. Et tydeligt eksempel er, da et familiemedlems datter på et par år første gang så et andet familiemedlems kæreste. Han er afrikaner og meget mørk. ”Se”! Udbrød hun og pegede… I løbet af ganske kort tid var de hjertevenner.

Men børn er også sensitive, og meget hurtigt bliver vi påvirket af vores forældre. Ikke kun af det de siger, men i mindst lige så høj grad af det, de gør og udstråler. Måske bare et undvigende blik eller en hård tone som reaktion på ”de der muslimer”. De ”fremmede”. De ”anderledes”. Og det sætter dybe spor!

Børn med anden etnisk baggrund er selvfølgelig ikke undtaget fra de her mekanismer, faktisk forværres de, når en befolkningsgruppe er under pres. Så også de har fordomme overfor hinanden.

Men jeg har en ganske usædvanlig somalisk veninde. 12 år gammel har hun bevaret sin åbenhed og fordomsfrihed. Hun har arabiske, danske, somaliske og tyrkiske venner. Hun har dem i alle aldre, og hun færdes også i et vist omfang på tværs af sociale skel. Så hun står også model til et pres – fra alle grupper.

En af de store udfordringer ved at vokse op som 2.generations flygtning eller indvandrer er, at man ofte kommer til ”vokse sine forældre over hovedet”, mens man endnu er barn eller helt ung. Mange udvikler simpelthen hurtigt flere af de kompetencer, der er anvendelige i det danske samfund, og det kan være rigtigt svært at bevare sine forældre som rollemodeller.

Det har vi talt lidt om de seneste dage. I dag har vi så talt om, at pigen, alene ved at være den hun er, gør en meget stor forskel her i verden - og at hun har sin åbne tilgang til den og andre mennesker fra sin mor. Det blev et af de øjeblikke, hvor man bare må sidde lidt i tavshed…

Hun har al mulig grund til at være stolt af sin baggrund – og jeg er taknemmelig for at have sådan nogle mennesker i mit liv!

Sidste weekend nåede jeg heldigvis at se Jacob Holdts store udstilling ”Ghettoen i vore hjerter” herude i Globus1. I to etaper. Det var nødvendigt for mig. Siden har jeg villet skrive om det, men de indtryk, som udstillingen efterlod, har været så overvældende, at det indtil nu har været svært at sætte ord på, at forholde mig rationelt…

Hvorfor? Især fordi udstillingen med dens mange fotografier og beretninger om menneskelige skæbner bringer os i kontakt med det sted i os, som gør, at vi intuitivt forstår de mekanismer, der fører til vold, racisme og ghettoisering.

Om udstillingen skriver Jacob Holdt bl.a.:
”…”Ghettoen i vore hjerter” handler om det mørke sted i vore hjerter, som får os til at tænke negativt, bebrejdende og afstandtagende overfor ”de andre”, herhjemme især indvandrere og muslimer, hvorved vi presser dem ind i ghettoer – fysisk eller psykisk.

Dette skaber vrede og vold i ”hjertet” hos de uønskede og undertrykte og dermed frygt hos os, der undertrykker…”

De uønskede… Møder man udstillingen med et åbent sind, vil man uundgåeligt blive mindet om de oplevelser, man selv har med at være uønsket. Måske ikke i form af bevidste tanker, men nok nærmere i form af en følelse, der har været spærret inde og nu kræver sin plads. For de oplevelser har vi alle  - og vi er alle præget af dem. I større eller mindre grad.

Alt hvad vi kan se i andre, har vi i os selv. I en eller anden form. Ellers ville vi ikke kunne genkende det! Og netop genkendelse er et nøgleord  - for den skaber forståelse. For undertrykkeren og den undertrykte  - og for at vi selv er begge dele.

Og sådan stod både min tørklædeklædte muslimske veninde og jeg med en klump i halsen og tårer i øjnene, da vi var nået til beretningen om en ung dansk nazist. Vi måtte lige tage hinanden i hånden et øjeblik.

Det er stærkt gået Jacob. Tak for det!

Ghettoen i mit hjerte
Så hvem tænker JEG negativt, bebrejdende og afstandtagende om?
Overfor hvem er MIT hjerte lukket og ghettoiseret?

Jooo… Vi møder det jo alle i ny og næ og værst for mig er det, i mit forhold til morsingboer. Nej, det er ikke en joke!

Jeg er opvokset som tilflytter på Mors, og jeg blev aldrig integreret. At være uønsket langt hen ad vejen i 7 år af sin skoletid sætter spor. Og selvom jeg i dag oplever, at sårene derfra er helet, at mine oplevelser har gjort mig stærkere og klogere på både mig selv og andre, selvom jeg i dag har en stor både intellektuel og følelsesmæssig forståelse for årsagerne til ”gammel-morsingboernes” reaktioner på en ”fremmed” og selvom jeg oplever, at den hårdhed og afstandtagen, det har affødt hos mig, er blødt op  - ja så tager jeg stadig mig selv i at blive netop afstandtagende og fordømmende…!

Jeg har endnu noget tilbage at arbejde med. Det, der bliver gjort imod os, det bliver vi. Og først, når vi har taget det fulde ansvar og ejerskab for det, kan vi administrere det, lægge det fra os og slutte fred…

Mit hjerte i ghettoen
Som nævnt så ofte før på bloggen, er der talrige årsager til, at jeg har valgt at bo, hvor jeg gør. Det er for plads- og tidskrævende at nævne dem igen i dette indlæg, så lad mig bare gentage den ene, at jeg her er undtaget fra janteloven.

Og min egen historie taget i betragtning, kan det vel næppe undre, at jeg samlet set bedst kan beskrive det sådan  - at jeg har mit hjerte her i ghettoen…

Billeder og tekst fra udstillingen kan ses her:
http://american-pictures.com/udstilling/

________________________________________________________

NB: Jacob Holdt nævner ikke janteloven, men følgende tekst fra udstillingen, har for mig været med til at kaste lys over problematikken:

52: ”Eksempler på hvor meget racismens vigtigste ingrediens, frygten, lammer os:
I en af mine workshops fortalte en hvid kvinde, som var vokset op i Iowa og aldrig havde mødt sorte. ”Derfor troede jeg ikke, at jeg var racist.” Men vi bliver racister uanset hvor i USA, vi vokser op. En dag tog hun til New York og stod ved en fejl af på ”den forkerte station” og var lige pludselig i Harlem. Hun beskrev ærligt følelsen, hun der fik. Hun blev fuldstændig paralyseret af frygt – overvældet af mærkelige følelser, der kom op i hende – og brugte ustandseligt ordet ”syg” om tilstanden, som fik hende til at kaste op af angst. Denne ellers raske og velbegavede studerende viser her, hvor sygt det hvide sind bliver af racisme.

Havde hun nogen gyldig grund til at føle sådan? Nej, for hvad hvide aldrig har indset er, at de er langt tryggere i sorte ghettoer end de sorte. Overalt i verden lader undertrykte deres vrede gå mere ud over deres egne end over den antagede undertrykker”