Med inspiration fra Gellerup

Nu har jeg siddet i ca. en time og gloet hhv. ud i luften og på Facebook.

Jeg har siddet og tænkt på, at der findes verdensomspændende initiativer mod dyreforsøg - og ”Dyr er levende væsner”, skriver DF i en af deres annoncer.

Så var det, at jeg kom til at tænke på, om nogen mon vil være med i en forening, som kræver omgående stop for børneforsøg?

Dette er ikke skrevet for at nedgøre mennesker og bevægelser, der kæmper for at standse pinefulde dyreforsøg.

Det er skrevet i et forsøg på at perspektivere, at Israelsk militær i disse dage og netop i dette øjeblik tester en ny amerikansk antipersonel bombe, som forsat er under udvikling, på børn og andre civile (DIME):

»Folk bliver nærmest skåret i stykker. Og hvis de ikke bliver invalideret eller dør af skaderne, udvikler ofrene dødelig cancer«, siger Mads Gilbert, en anden norsk læge i Gaza, til det palæstinensiske Press TV (Politiken).

Og så er der jo lige dem, der pga. fosfor brænder langsomt ihjel, dem, der bliver helt almindeligt bombet, dem, der bliver helt almindeligt skudt, dem, der ser deres forældre eller søskende dø, alle dem, der skriger af smerte og rædsel i gaderne…

Hvorfor, er der nogen, der forsvarer den slags? Og hvorfor sidder JEG og GLOR?

Måske fordi lidelserne, den fysiske og psykiske smerte bogstaveligt talt er ufattelig? Måske fordi, overmagten er enorm? Måske fordi, den menneskelige psyke er sådan indrettet, at vi forsvarer os mod selv at mærke bare en snert af en SÅ uudholdelig smerte ved at lukke af og benægte? Vi kan vel ikke udholde at være i det.

Men denne smerte er virkelig og uomgængelig for mange børn og forældre her i Gellerup, når nyheder vælter ind via TV, MSN og mobiltelefoner.

Traumatiserede forældre bliver re-traumatiserede. Sekundært traumatiserede børn bliver yderligere traumatiserede. For mennesker er levende væsner!

Når en familie bevarer livsmodet, håbet og diplomatiske evner, er det ikke en selvfølge – det er nærmest et mirakel…

Og min egen afmagt?
Når jeg føler mig tom, er det fordi, jeg ikke kan holde ud at mærke det, der fylder…
Når jeg sidder og glor, er det fordi, jeg er stivnet…

Og så er der kun én ting, der hjælper: Handling!

Derfor dette indlæg, og derfor deltager jeg i morgen i min første demonstration i rundt regnet 15 år.

For god ordens skyld:
Jeg tager afstand fra Hamas og al anden fundamentalisme - Jeg holder med børnene!

I Århus. Overskriften henviser i al sin enkelhed til, at en af de piger, som jeg var sammen med i går, fortalte, at hun og alle andre udlændinge på hendes skole og i resten af kommunen for tiden deltager i en række tests. Det siger hendes lærer selv…

Jeg blev noget overrasket over, at HUN skulle deltage i de test!?? De er jo for udlændinge… Og hun er altså født i Danmark og er dansk statsborger…

Lad blot dette være en opfordring til, at ikke mindst de, der underviser i sprog, udviser netop sproglig opmærksomhed - ordet skaber det, det nævner!

Det hænder, at jeg begår den dumhed at læse et indlæg på en af de højreekstremistiske islamofobiske blogs. Og det ER en dumhed. Jeg får det lige dårligt hver gang.

Mens et par af mine venners børn lå godt gemt under tæpper på sofaen og så TV her i formiddags, sad jeg her ved PC´en og lavede en søgning på mit boligområde.

Endnu engang kunne jeg se mine naboer, bekendte, familiemedlemmer og nogle af mine nærmeste venner omtalt som værende notorisk voldelige og terrorister pr. definition. De er umennesker. Alene pga. deres religion.

Jeg begynder bogstaveligt talt at ryste og får kvalme. Det er modbydeligt. Der er fare for, at had, løgn og bedrag langsomt sniger sig ind under huden på os og får magt.

Så jeg råber igen: Det er mennesker, vi taler om. MENNESKER!

I skrivende stund går de to piger rundt i mit køkken og gør den kage klar, som vi lige har bagt. Jeg kunne aldrig i livet drømme om at fortælle dem, hvad folk dog skriver. Det er slemt nok i forvejen… De mærker jo frygten, fordommene og sågar hadet, der hvor de kommer.
Den slags afslører sig i direkte fjendtlige ytringer, men også ved tavshed, i kropssproget, blikket og tonefaldet.

Så hav det venligst lige in mente, hvis du en dag møder en, som har en arrogant attitude eller støder på ord som integrationsvægring eller ghettomentalitet.

For god ordens skyld gør jeg lige til slut opmærksom på, at vi også har røde næser pga. kulden er i Gellerup. Det er sådan helt almindeligt menneskeligt…

Fotos fra i dag:

Vi spiller fodbold herude…

Vi spiser og vi køber ind…

Vi sover og vi vågner igen…

NB: Jeg linker ikke. Hadefuldt crap på Hodja, Uriasposten, Universalgeni m.v. får ingen henvisning herfra i dag.

Og nu vil jeg gå ud og spise kage og drikke varm kakao!

Jeg lever endnu! Sådan da… Blot har jeg haft alt for meget om ørerne og ingen tid til min blog

I stedet poster jeg her et indlæg af Ahmet Demir, som er aktuelt i forbindelse med begivenhederne i mit lokalområde og Karen Jespersens fremturen vedr. afstraffelse af forældre, som er i afmagt overfor deres børn og unge.

Lige om lidt drager jeg på kursus, så jeg får desværre ikke tid til at kommentere. God læselyst!

Bragt i Dknyt (23/10/08)
Af Ahmet Demir

Forleden var vi vidner til, at 12-14-årige børn satte ild til en børneinstitution i Gellerup ved Århus.

Det tager jeg selvfølgelig stærk afstand fra, men … der er mange forklaringer på, hvorfor børn begår så grove handlinger. Jeg kender ikke de fire involverede, men ud fra mange års arbejde med marginaliserede børn vil jeg fastholde, at ingen forældre, jeg har mødt, har været stolte af deres børns uhensigtsmæssige adfærd.

Forældrene ved ikke, hvad de skal gøre. De gemmer sig, har det ad helvede til og ved ikke, hvad de skal sige til myndighederne. Skal forældrene så lades i fred, og vi andre på overarbejde? Nej, på ingen måde! Forældrene føler måske afmagt, men vil egentlig gerne tage ansvar, og de ønsker velfungerende børn.

Nogle forældre har imidlertid svært ved at magte deres børn og unge, og de føler det som en stor skam. Derfor kan de ikke få sig selv til fx at bede de sociale myndigheder om den nødvendige hjælp.

Kollektiv afstraffelse
I forbindelse med de fire børns handlinger har den lokale boligforening og myndighedspersoner udvist umenneskelige reaktioner over for de fire børns familier. Boligselskabet vil arbejde på at smide familierne ud, og myndighederne vil fx stoppe økonomiske ydelser.

Jeg respekterer synspunkterne, men er ikke enig. Nogle forældre magter ikke at tage det fulde ansvar for deres børns udvikling; måske fordi de slås med sociale, kulturelle, psykiske eller økonomiske problemer. De offentlige udmeldinger signalerer endnu en gang, at forældrene er uduelige, og hvis nogen tror, uduelighedsfølelse hjælper forældrene, tager de efter min mening grundigt fejl.

De fire børn kan have både store og små søskende. Forestil jer, at familien bliver sat på gaden. Hvad gør det ved familiens yngste? Med vores reaktion skaber vi dårlige vilkår for de små og hælder benzin på bålet i forhold til de store søskende. De opfatter, at samfundet er imod dem, og pga. den kollektive straf vil nogen af de store søskende muligvis vende samfundet ryggen.

Ønsker vi det? Ikke jeg! Jeg ønsker, at forældre, professionelle og frivillige i lokalområdet går sammen om forebyggende arbejde.

Hvordan forebygges skræmmende handlinger?
Tiden er ikke til flere udmeldinger i det offentlige rum. Jeg opfordrer forældre, myndigheder og boligafdelinger til snarest at gå i dialog og arbejde på at finde løsninger på følgende:

• Hvilke behov skal forældrene have dækket, før de kan tage forældreansvar? Jeg har gode erfaringer med, at jeg sammen med de sociale myndigheder finder konkrete tilbud til forældrene, fx oplysning om risikoen for deres børn. Forældrene skal indse, at de må udvikle nye kompetencer for at støtte deres børn og skabe bedre livsvilkår. De sociale myndigheder kan hjælpe forældrene med udviklingen. Dette bør gøres målrettet og fremadrettet!

• Professionelle med daglig kontakt til børn, unge og familier skal konstant trænes med supervision og efteruddannelse, fx med henblik på at reagere på signaler og i samarbejde med forældrene udvikle effektive pædagogiske metoder.

• Den lokale boligforening skal bidrage aktivt til løsninger i lokalmiljøet. Fx kunne lokale beboere udføre gadearbejde i samarbejde med professionelle, hvor de professionelle har det overordnede ansvar, og de lokale en sekundær funktion. Jeg har god erfaring med den slags samarbejde.

Vi skal selvfølgelig reagere på uhensigtsmæssig adfærd, men vi skal ikke straffe familierne. Jeg er tilhænger af humane holdninger og handlinger, hvor man tror på og finder det positive ved familien, så et intensivt samarbejde mellem forældre og professionelle minimerer børnenes grove handlinger.

Det grundlæggende problem er efter min mening beboersammensætningen. Jeg er ikke tilhænger af, at familier med dårlig social og økonomisk baggrund eller kulturelle problematikker bor i samme område, så jeg ville ønske, der blev arbejdet på at skabe attraktive boligtilbud i andre områder end for eksempel Gellerup.

Her kan læses flere af Ahmets artikler og indlæg

I mellemøsten er der ikke tradition for at fejre fødselsdag…

Øjebliksreportage fra et kriminalitetshærget parallelsamfund hvor bomber og mordtrusler fyger om ørerne:

Solen skinner over Parken, og jeg sidder alt for meget på computeren, som nogle af ungerne siger. Så jeg kaster mig ud i det. Det er farligt. Det er jeg sikker på, for det skriver de selv i avisen! Men jeg SKAL altså ud nu…

Jeg griber min jakke og bevæger mig ned ad trappen. Næppe er jeg kommet udenfor døren, før jeg bliver overfaldet af en flok mindreårige koransoldater. Men nu sker der noget mærkeligt:

“Hvordan går det med din ryg”, spørger de. Det må være en fælde, tænker jeg, så jeg spørger, hvad de mener med det. “Hvorfor har du ikke de der stokke med?” Endnu mere mærkeligt! De kan kende mig og ved, at jeg plejer at gå stavgang. Jeg svarer, at jeg bare lige skal i City Vest og skynder mig videre.

Nu bliver det vildt! De kører stærkt herude - nærmest som om de har stjålet det hele, og det er på ret avancerede køretøjer: Løbehjul, to- og trehjulede cykler, skateboards, rulleskøjter og løbehjul.

Nu løber jeg næsten, så jeg når kun flygtigt at se nogle flere bøller, der spiller fodbold, sjipper, gynger, rutcher og hinker.

Jeg er ret forpustet, da jeg drejer ned ad stien mod indkøbscentret. Her er der endnu flere banditter, men til min store lettelse får jeg også øje på en politibil ude på vejen. Jeg undrer mig over, at jeg ikke kan se hverken knipler eller våben? Og hvorfor TALER DE med børnene? De er jo stimlet sammen om bilen de møgunger! Ser det ikke også ud som om de smiler?

Men nu sætter de sig ind i bilen og kører. Sirenen lyder et kort øjeblik, og NU ved jeg endelig, at det ER farligt. Eller?

Dybt og inderligt skuffet over, at mediernes billede af mit kvarter igen viser sig falde fuldstændigt fra hinanden efter et kort øjeblik ude i virkeligheden, må jeg sammen med noget der vel ligner 15 - 20 unger bryde ud i høj og hjertelig latter, da den ene betjent griber mikrofonen og ud af bilens højtaler råber: “BAH BUH - BAH BUH - BAH BUH”!

Sådan er Gellerup også. På en lørdag i september.

PS: Jo, de kører også på scotere, og det hamrende træls! Jo, vi har også problemer, men det er sgu stort set kun det, der bliver skrevet om… DERFOR!

Hvis ikke jeg hører til i min familie, hvis mine forældre skammer sig over mig, fordi jeg ikke kan indfri deres forventninger til mig, hvis de ikke ser, hører og forstår mig, og hvis jeg ikke kan bruge dem som rollemodeller…

Hvis ikke jeg hører til i skolen, men som så mange andre har måttet opgive allerede på mellemtrinnet og måske allerede i indskolingen, og nu sidder time efter time og føler mig dum og uduelig og ofte ikke forstår en brik af, hvad der foregår…

Hvis ikke jeg hører til i klubben, hvor jeg som i skolen for længst er dømt som ballademager og forventes at opføre mig som en sådan…

Hvis ikke jeg hører til i lokalsamfundet, hvor jeg nu er stemplet som en rod, der ødelægger det hele og ikke mindst omdømmet for alle de andre…

Hvis ikke jeg hører til i det religiøse fællesskab, fordi jeg er en dårlig muslim…

Hvis ikke jeg hører til på en arbejdsplads i et samfund, hvor 80 % af arbejdsgiverne i større eller mindre grad tager etnisk tilhørsforhold i betragtning, når praktikpladser skal besættes…

Hvis ikke jeg hører til i mit fædreland men er dømt som født forkert pga. min hudfarve, hårfarve, øjenfarve, etniske, religiøse og kulturelle baggrund…

HVEM ER JEG SÅ?

Intet menneske kan udholde at være udstødt, ingen kan udholde at være forkert, og smerten ved at være utålelig kan blive så overvældende, at man tager sit eget liv.

Men nogen vender det udad, og på gaden er jeg noget! Det giver status at være ”sej”, og det giver sammenhold og identitet at stå sammen mod ”de andre”.

”Fuck the world” er et af de slogans, HA´erne bruger i rekrutteringen til deres støttegrupper. Det virker!

”Fuck Bazar Vest, fuck Gellerupbadet, fuck politiet, fuck Danmark”! Det virker også!

Og i går kastede de så igen med sten… (her).

Der er nogle dage, hvor jeg egentlig har lyst til at skrive et indlæg men ender med bare at side og stirre ud i luften. Målløs og rystet over, at det virkelig står så slemt til i Danmark.

Sådan en dag er det i dag.

Ca. 320 irakiske flygtninge sidder, for nu bare at sige det, som det er, og rådner op i danske asylcentre. Og de skal bare hjem skal de – sådan nogle bekvemmelighedsnassere!

Den eneste grund til, at irakerne stadig opholder sig i Danmark er, at de nægter at acceptere dansk lov og de danske myndigheders afslag på asyl, siger regeringspolitikere, DF´ere og socialdemokrater i kor.

Så er det da underligt, at der er ca. 4 millioner irakiske flygtninge, og at de fleste lever under vilkår som på billedet øverst. Det er tyvstjålet fra DR´s hjemmeside og er fra en FN-lejr i Syrien. Bekvemmelighed?

I øvrigt er mange rejst ”frivilligt” og mange af dem, er ikke taget til Irak men til lande i Mellemøsten f.eks. Syrien (her). Bekvemmelighed?

Og så er der altså stadig en ting, jeg ikke forstår: Hvis de ansvarlige politikere var så aldeles sikre på, at det var sikkert at sende flygtningene hjem, hvorfor i alverden sætter vi dem så ikke bare på et fly eskorteret af politiet? Hvorfor skal der være en hjemsendelsesaftale?

I forbindelse med folketingsvalget sidste efterår, hvor det her emne fyldte meget i debatten, gennemtrævlede jeg Internettet i et forsøg på at forstå logikken. Det tætteste jeg kom på et svar, var en udmelding fra Dansk Flygtningehjælp, som jeg til sidst ringede til: De kommer sandsynligvis slet ikke ind… Jamen? Kan nogen så forklare mig det? Hvordan kan man være sikker i et land, som slet ikke vil tage imod en?

Men ret skal være ret. Og lever man ikke op til de danske regler for, hvornår man er flygtning, ja så er man ikke flygtning! Uanset at man er en blandt 4 millioner. Punktum.

Så mens vi stadig går og venter på, at irakerne skal tage sig sammen til at lave en aftale om modtagelse af 320 fysisk og psykisk nedbrudte børn og voksne, og mens endnu en international rapport kritiserer den danske asylpolitik og fastslår, at den er enestående i Europa (her), er børn der måske er født i Danmark og har boet her i 5 – 8 år blevet så danske, at de dårligt mestrer deres modersmål (det skriver Ritzau i dag).

Og ikke nok med det. Haderetorikken har nået nye højder. Det er fuldstændigt legalt at håne nedbrudte mennesker, der er på flugt for deres liv, og min stavekontrol accepterer uden videre ordet ”bekvemmelighedsnasser”.

Hvad sker der med dig Danmark? Kan vi efterhånden snart se os selv og hinanden i øjnene?

Det har været en af de der dage, hvor jeg har været træt af, at min piskesmældsskade forhindrer mig i at få det fra hånden, som jeg gerne vil

Men så kom min mestermaler mig heldigvis til undsætning

Hun er bare blevet rigtig god, og kan male træværk og kanter og det hele!

Men nu stopper vi for i dag, for jeg vil bevæge mig til ramadanmiddag i mit gamle nabolag… Ummm!

Nye og bedre billeder fra Gellerup under “Sider”…